Medlemsmøde

Date: 29 November 2016

img_2160medlmesok img_2146medlok
Tirsdag d. 22. november afholdt DBDH efterårets medlemsmøde for nye medlemmer, kommende nye medlemmer og samarbejdspartnere.
Mødet blev holdt på Sophiendal Slotshotel i Skanderborg, og fokus denne gang var fjernvarmens rolle i fremtidens boliger og bygninger. Fremtiden er lige om lidt, og det er nødvendigt med rettidig omhu for at forstå de forandringer der kommer til at ske, og hvad det vil betyde for vores fjernvarmesektor. Der blev gået i dybden med temaet ved hjælp af en lang række indlægsholdere, fra bl.a. fremtidsforskning, videnskab og forsyningssektoren, som hver på deres felt kommer omkring emnet fra mange spændende vinkler.

DBDH’s næstformand Atli Benonysson, Danfoss, bød velkommen og lagde ud med at stille spørgsmålet om det overhovedet giver mening at vedblive med at investere i fjernvarmen. Atli kunne dog også hurtigt give svaret, at ja, det giver bestemt mening! Varmebehovet vil altid være her, men i branchen skal vi være skarpe for at forstå hvordan vi fortsat skal udvide teknikken. Så temaet nye trends i boliger og bygninger er meget vigtig for både DBDH’s medlemmer og eksporten generelt.

Første punkt på dagsordene var en introduktion af i alt 3 af de nyeste DBDH-medlemmer:

Salling Plast var først på banen med en præsentation af virksomheden og dens produkter. Salling Plast er leverandør af alle former for PeHD-fittings til fjernvarme, industri samt offshore og er med mere end 29.000 m2 produktion og 205.000 m2 lager en af verdens førende producenter af muffer til fjernvarmeindustrien.

Næste nye medlem var Silhorko (i udlandet kendt som Eurowater), som har eksisteret siden 1936 og er en førende dansk/europæisk producent med speciale i vandbehandlingsløsninger med et minimum indhold af kemikalier – og fokus på vand/energibesparende teknologi .

Til sidst var det PlanEnergis tur. PlanEnergi tilbyder rådgivning til alle former for anlægs- og udviklingsprojekter inden for vedvarende energi, blandt andet for kraftvarmeværker, biogasanlæg, solvarmeanlæg, varmepumper og sæsonvarmelagre. Dertil kommer bl.a. kampagner for energibesparelser og solvarme og undervisning i energiplanlægning og miljøledelse. PlanEnergi oplyste også om coolingheating.eu som er et godt og brugbart udstillingsvindue.

DBDH sætter stor pris på de nye medlemmer, som alle tilfører forskellige kompetencer i medlemskredsen.

Første indlæg kom fra fremtidsforsker Mette Sillesen, Future Navigator, som lovede at give en rusketur ud i den snart forestående fremtid og føre os igennem en række trends og transformationer med fokus på måden vi lever og bor på i fremtiden. DBDH’s direktør Lars Hummelmose introducerede Mette ved at fortælle, hvordan den danske forsyningssektor på mange måder allerede selv har kompetencer inden for fremtidsforskning. Og Mette selv opfordrede tilhørerne til at tage ja-hatten på og blive mere Pippi Langstrømpe-agtig for at blive en (endnu) bedre samfundsforsker.

En vigtig pointe var, at vi skal identificere og bruge irritation mere end fx inspiration, da irritation er det det kan få os til at finde frem til nye spændende løsninger. Også relevant for denne sektor!

Byggeriet udgør rammen om vores hverdag. Boliger og bygninger understøtter livskvalitet, oplevelser og produktivitet, men sætter samtidig et aftryk i forhold til ressourceforbrug og miljøbelastning. Peter Noyé, Niras, gav os et indblik i hvordan fremtidens bygninger vil ændre sig i takt med ønsket om at minimere disse faktorer, og hvordan varmesektoren derfor nødvendigvis må være mere fleksibel og tilpasse sig nye krav. Fx er indeklimaet i dag et meget stort tema. I årene 2006-2008 fik man nye retningslinjer inden for energieffektivisering som i dag ligger til grund.

Målene er skrappe for reduktion af energiforbruget til opvarmning i boliger. Bygningsinstallationerne bliver mere intelligente. Energibehovet for nye bygninger efter 2020 er rimelig klart, men hvad med de eksisterende bygninger? Vagn Holk Lauridsen fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger gav et bud på bygningernes energibehov og dens brugere i en omskiftelig energiforsyning frem mod 2050. Vagn stillede bl.a. spørgsmålet om hvorvidt det giver mening for et i nybygget hus i 2020 at få installeret fjernvarme. Det mener Vagn som udgangspunkt egentlig ikke selv; vi er hvor skal være i forhold til klimaskærmen.

Hvor meget kan det svare sig at energirenovere i eksisterende boliger og bygninger, og hvor stort bliver varmebehovet i fremtidens (nye) boliger og bygninger? De spørgsmål blev undersøgt af Susanne Kuehn, PA Manager i Rockwool. Der vil være et varmebehov, med det vil være mindre. Susanne mener at vi i endnu højere grad skal i gang med den grønne omstilling, og at det er vigtigt at man med en målrettet indsats sørger for at energibesparelserne bliver udført.

medlem11sok img_2157medlemok

Har fjernvarmen en rolle i fremtidens boliger og bygninger – nye såvel som eksisterende – ikke mindst set i forhold til fremtidige bygningsreglementer? Jakob Zinck Thellufsen, Aalborg Universitet delte sin viden på dette område. Man arbejder sig hen imod et integreret energisystem, og det afspejler sig naturligvis også tydeligt i fjernvarme og boliger.

Til slut kom Jesper Møller Larsen, Aalborg Energikoncern, på banen med eksempler på fremtidens fjernvarmesystem, tilpasset fremtidens krav fra boliger og bygninger. Ifølge Jesper talte man for 10 år siden om multiforsyning alle steder, mens man nu går mere på kryds og på tværs. Sustainabiltiy-agendaen er den vigtigste fremover, hvilket man faktisk også arbejdet for i branchen de sidste 30 år.

Mødets afsluttende debat kom rundt om emner og temaer som Better Home-ordningen, og regnemetoder i forhold til køling (ifølge Peter Noyé er kølebehovet mere på vej tilbage). Der blev spurgt til, hvordan sol påvirker energifaktorerne, og svaret var positivt, da fjernvarmefaktoren bliver mindre og mere CO2-venlig. Der blev også spurgt ind til, hvordan den fremtidige fjernvarme bliver, og hvad den vigtige danske ”fortælling” om fjernvarme bør bestå af i fremtiden. Et svar var, at man skal fortælle hvordan man udvikler fjernvarmesystemet, og at det er et distribueret system.

Dagen blev afsluttet med en dejlig medlemsmiddag med masser af mulighed for at netværke – også ved den efterfølgende kaffe med mere.

img_2148medlemsok medlemsxxok

Se alle præsentationerne fra dagen her:

Mette Sillesen
Salling Plast

Silhorko
Planenergi
Niras
Vagn Holk Lauridsen
Rockwool
Jakob Thellufsen
Aalborg