Ukrainsk delegation på jagt efter danske løsninger

Date: 4 December 2015

Pressemeddelelse: Danske fjernvarmeteknologier er på dagsordenen, når ukrainske beslutningstagere besøger Danmark den 7-11. december.  

De kolde vintermåneder står for døren, og behovet for stabil og effektiv varmeforsyning er igen højaktuel i det store østeuropæiske land mod øst. Derfor drager en stor delegation af handelsfolk og beslutningstagere fra Ukraines energisektor på et fem dages besøg rundt i Danmark for at kigge nærmere på varmemålere, termostater, rørsystemer og pumper, som Danmark er verdenskendte for.

Danish Board of District Heating (DBDH), der er en eksportorganisation for dansk fjernvarmeeksport, har i samarbejde med Eksportrådet i Udenrigsministeriet arrangeret besøget, der kommer rundt til nøgleaktører i den danske fjernvarmebranche. Besøget gennemføres med tilskud fra Udenrigsministeriets program for Fælles Eksportfremstød. Udover DBDH besøger delegationen også Rambøll, Broen, Danfoss, Logstor, Kamstrup og Grundfos, der får mulighed for at fremvise virksomhedernes fjernvarmeteknologier og -løsninger.

Delegationsbesøget i Danmark har, udover at promovere danske kompetencer, også til formål at sætte fokus på Verdensbankens millionprojekter i Ukraine. Verdensbanken vil fra 2015 – 2020 investere knap 2,7 milliarder danske kroner i projekter, der omhandler effektivisering af fjernvarme. Verdensbanksprogrammet hedder District Heating Energy Efficiency (DHEE) og vedrører energieffektivisering i fjernvarmesystemet i 10 større ukrainske byer.

IMG_7672

I foråret mødtes DBDH og danske fjernevarme virksomheder med borgmesteren i Ternopil i det vestlige Ukraine, hvor behovet for modernisering af fjernevarmesystemet blev drøftet.

Ukraines fjernvarmesektor står overfor kolossale udfordringer. Der er behov for en gennemgribende modernisering af det gamle system, der kan forbedre energieffektiviteten. Varmetabet i systemet kan løbe helt op på 32 procent. Med et mere moderne og stabilt og effektivt fjernvarmesystem kan Ukraine udnytte energien optimalt og på sigt blive uafhængige af nabolandet, Ruslands gasforsyninger.

Set i lyset af den enorme milliardinvestering i fjernvarmesektoren, som Ukraine står overfor, er Ukraine et meget interessant marked for de mange danske virksomheder, der har specialiseret sig i rådgivning og produktion af teknologier og løsninger på fjernevarmeområdet. Det er således også forventningen på besøgsstederne, at delegationsbesøget kaster ordrer af sig.

Delegationen består af godt 20 delegerede, der er nøglepersoner fra de 10 ukrainske storbyer. Herudover deltager Verdensbanken også i rundturen til danske virksomheder.

Yderligere information

DBDH Pia Zimmermann
Export Manager
E-mail: pz@dbdh.dk

Udenrigsministeriet
Claus Hofmann Frisch
Ministerråd i kontoret for Strategi, Politik og Kvalitet (SPK)
E-mail: clafri@um.dk