HOFOR Fjernkøling ny Børsen Gazellevirksomhed 2013

Date: 11 October 2013

Folkene bag fjernkøling hos HOFOR har været så dygtige til at køre deres forretning de seneste fire år, at Dagbladet Børsen nu tildeler afdelingen den eftertragtede Gazelle-titel. Det er de seneste års tilgang af store kunder som Post Norden, Tivoli Congress Center, Rigsarkivet, Industriens Hus, Københavns Rådhus og Nationalmuseet, der har været med til at sikre et godt resultat.
 
Det kræver noget særligt at blive udnævnt til Gazellevirksomhed af Dagbladet Børsen. Hvert efterår ser den store danske erhvervsavis nærmere på regnskaberne fra landets virksomheder og kårer en række Gazeller. Dem, der for alvor har formået at løbe stærkt.
 
For at komme med på den attraktive liste hos Børsen skal virksomheden blandt andet leve op til følgende skarpe krav:
 
• Min. 1 mio. kr. i omsætning eller 0,5 mio. kroner i bruttoresultat
• Minimum fire regnskaber skal være offentliggjort
• Der skal være vækst i omsætningen/bruttoresultatet i hvert af regnskabsårene
• Summen af det primære resultat skal være positivt
• Omsætningen/bruttoresultatet skal mindst være fordoblet i løbet af de seneste fire år
 
De krav har HOFOR Fjernkøling, der netop har leveret et flot regnskab for 2012 kunnet leve op til, og onsdag den 9. oktober udløste det ved en ceremoni i Cirkusbygningen så den eftertragtede pris – og en gazelle-statuette som det synlige bevis.
 
Chef for fjernkøling, Henrik Bøgeskov, er stolt af prisen, som han håber vil være med til at åbne øjnene hos endnu flere for fordelene ved det unikke produkt: “Ud over anerkendelsen for vores arbejde så er det vores håb, at prisen kan være med til at øge opmærksomheden om vores køleløsning hos endnu flere virksomheder og ejendomsejere i København. Det går heldigvis godt med at tiltrække kunder, men vi har endnu et godt stykke vej, før vi er oppe på at udnytte det fulde potentiale i vores to kølecentraler. Det er glædeligt, at fjernkøling bliver udbredt med så stor hastighed, for ved hver kundetilslutning nedbringer vi CO2-udledningen med op til 70 procent. Desuden har kunderne en økonomisk besparelse på op til 40 procent. Udover det skulderklap, der følger med Gazelleprisen, har både miljøet og vores kunder således glæde af vores resultater, der motivere alle medarbejdere til at yde deres bedste.”
 
Mest miljøvenlige køleløsning i København
Kunderne – de eksisterende og kommende – kan glæde sig over, at de ikke bare modtager en af de mest miljøvenlige køleløsninger i København men i hele Danmark. Det gør det nemmere for bygherrer at få energirammen til at gå op og giver kunderne et solidt grundlag for at markedsføre deres miljøprofil samt opnå konkurrencedygtige priser.

I takt med at flere kunder tilkobles det eksisterende forsyningsnet vil køleproduktionen desuden blive mere effektiv. Derudover forventes den vedvarende andel af den danske el-produktion at blive markant større frem mod 2020, som så også vil sænke emissionsfaktoren. Fjernkøling har også den væsentlige fordel, at der er mulighed for at inddrage flere energikilder end ved et traditionelt system, der normalt kun bruger el. Udover frikøling via havvand kan disse ressourcer være eksempelvis affaldsvarme og biomasse. Denne kombination af flere køleprincipper og anlæggenes størrelse giver en meget høj energieffektivitet til gavn for eksisterende og nye kunder.