Kulde ved at blive hot: Fjernkøle-potentialet skal afdækkes

Date: 10 October 2013

Det er blevet hot at køle kollektivt!
 
Fjernkøling har fået en del opmærksomhed i Danmark, efter at københavnske Hofor har opsat kølestationer og sendt koldt vand ud til virksomheder og organisationer i og omkring centrum af København i efterhånden en håndfuld år.
 
Nu vil Energistyrelsen have afdækket det danske potentiale i at køle kollektivt.
 
Fjernkøling er en løsning, der på energi- og klimasiden banker de traditionelle køleløsninger, hvis en række forhold er opfyldt, og fjernvarmeindustrien har længe skreget på, at potentialet er stort i Danmark såvel som internationalt.
 
“Vi har gjort meget for fjernvarmen, men den anden side af det har måske ikke fået så meget fokus. Sidst der blev kigget på det var det lidt andre teknologier, som man ikke mente der var rentabilitet i, men der er nye måder at gøre det på,” siger Laura Villemoes, civilingeniør hos Energistyrelsen.
 
Styrelsen har iværksat et udbud, som skal munde ud i en teknisk-økonomisk analyse af udvalgte kollektive og individuelle løsninger til at dække det nationale behov.
 
“I Danmark er der på nationalt niveau en stigende opmærksomhed på potentielle energimæssige og samfundsøkonomiske gevinster ved at fremme kollektive løsninger til dækning af det nationale kølebehov (fjernkøling) i forhold til individuelle løsninger,” skriver styrelsen.
 
EU’s energieffektivitets-direktiv kræver, at medlemslandene analyserer deres opvarmnings- og kølesektorer. Analysen skal består af en fremskrivning af kølebehovet, og eksisterende og planlagt køleinfrastruktur skal kortlægges, ligesom det tekniske, samfundsøkonomiske og selskabsøkonomiske potentiale for køling skal afdækkes.
 
Hofor Fjernkøling er i dag blevet kåret som Gazelle-virksomhed af Børsen.


Kilde: Energy Watch.dk