4000 flere arbejdspladser frem mod 2020. Tredobling af eksporten i 2020 til 15 mia. kr. Kæmpe reduktion i CO2-udledning. Fjernvarmeindustrien er Danmarks grønne vækst-branche, viser ny rapport over fjernvarmeindustrien. 


Grøn vækst – tilmed kæmpe vækst. Sådan er udsigterne kort og godt for fjernvarmeindustrien i Danmark, viser den nye rapport ”Fjernvarmeindustrien 2012” udgivet af Fjernvarmeindustrien.

Konklusionerne er, at fjernvarmeindustrien i 2020 vil have skabt 4000 nye job, så branchen samlet vil beskæftige cirka 15.000. Samtidig vil eksporten af fjernvarmeteknologi, fjernkølingsteknologi og know-how stige til 15 milliarder kroner.

”Danmark er internationalt førende inden for fjernvarme og fjernkøling. Danske virksomheder har kæmpe succes på de internationale markeder, fordi vi kan levere helhedsløsninger, som er energibesparende og dermed sparer både CO2-udledning og omkostninger til brændsler,” siger direktør Lars Hummelmose fra Fjernvarmeindustrien DBDH, der er eksportorganisationen for fjernvarme- og fjernkølingssektoren.

Eksporten er trods den internationale krise steget med over 30 procent fra 2007 til 2011 og har rundet 5 milliarder kroner. Men virksomhederne melder om tredobling af eksporten, da ordrebøgerne fyldes mere og mere. Især på markeder som Rusland og Kina stiger efterspørgslen på teknologi, der kan udnytte spildvarme fra anden produktion og dermed reducere især forbruget af kul markant. Det kan kun fjernvarmen. ”Fjernvarmevirksomhederne forventer således, at eksporten til Kina øges med 4,5 milliarder kroner i 2020,” fortæller Lars Hummelmose.

Tilsvarende forventes eksporten til Rusland og de tidligere sovjetiske stater at stige med 3,3 milliarder kroner i samme periode. Et andet eksempel er fjernkøling i Mellemøsten, som forventes tredoblet i 2015. Fjernkøling er en langt mere energieffektiv køling ved hjælp af vand end traditionel el-forbrugende air condition.

“Det er dejligt og imponerende at fjernvarmeindustrien på trods af diverse kriser har formået at øge eksporten med 17% siden 2007 og at de forventer at eksporten bliver 3-doblet frem mod 2020. At den største vækst i eksporten samtidig forventes at skulle gå til Rusland og Kina viser at det er muligt at sælge grøn teknologi til BRIKS landene. Fjernvarmeindustrien er dermed til at vise vejen for øvrige teknologiområder”, udtaler Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

I dag har mere end 1,6 millioner danske husstande fjernvarme, hvilket svarer til 63 procent. Denne andel vokser år for år. Hvis udbygningen af fjernvarme i Danmark var gået i stå i 1990, så ville Danmark i dag udlede 2,7 millioner tons CO2 mere årligt.

”Fjernvarme er fleksibel og kan udnytte alle tænkelige varmekilder som affald, biomasse, overskudsvarme fra industri- og elproduktion, geotermi, vind med mere. Tilmed kan man gemme energi fra når det eksempelvis blæser til det bliver vindstille og dermed til når der er behov. Det fleksible og energieffektive system efterspørger man internationalt, og derfor er den danske fjernvarmebranchen inde i et sandt grønt vækstboom,” siger Lars Hummelmose.


Fakta:
Fjernvarmeindustrien eksporterer for 5 mia. kr. i 2011. Virksomhederne forventer eksporten vokser til 15 mia. kr. i 2020.
Fjernvarmebranchen beskæftiger 10.700. Dette forventes at vokse til 15.000 i 2020.
Rapporten ”Fjernvarmeindustrien 2012” er udgivet af Fjernvarmeindustrien. Den kan findes på http://dbdh.dk/images/uploads/pdfrapport/Industrirapport%202013.pdf



For yderligere presseinformationer kontakt direktør Lars Hummelmose DBDH på tlf. 2990 0080